I juni mistede jeg min veninde Helle. Jeg skulle finde ud af, hvordan jeg skulle sige farvel. Jeg blev inviteret til hendes ”Celebration” i London, hvor hun boede det meste af sit voksne liv, og jeg tænkte meget over, om jeg skulle tage af sted, men jeg besluttede mig for at gøre noget andet. Jeg lærte hende at kende i 2006 hos Manning Inspire. Jeg fik øje på hende den første dag. Hun havde en rød jakke på. Høj, slank, blond. Meget smuk. Og hun kom over til mig, og vi fulgtes gennem uddannelsen. Vi sås til coaching-træning mellem kursusdagene. Og den sidste aften, hvor vi vemodige forlod Schæffergården ved Øresund, sagde hun til mig: ”Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem”. Men det gjorde vi. Vi havde begge små børn, der var familier, der skulle passes og penge, der skulle tjenes. Vi blev selvstændige coaches begge to som mange af de andre på holdet, og vi fulgtes med en lille flok, der gik samme vej. Vi lavede MÆRKBAR og en kæmpe coachingevent på Rådhuspladsen. Vi lavede kurser for ledere og teams i coaching. Vi mødtes rundt omkring på hoteller og i virksomheder, og vi lavede vores egne forløb i mit konsulenthus i Vordingborg. Det var mig og Helle. Og det var mig og Helle og de andre. Nu er Helle væk. Hvordan siger man farvel? Jeg inviterede ”de andre”. Camilla, Heidi, Nanna og Søs. I søndags mødtes vi i ”butikken” på Frederiksberg. Nogle havde haft kontakt med Helle et stykke ad vejen, ingen af os havde været sammen i rigtigt mange år. Men det føltes rigtigt. At tage afsked med hende og med en epoke, jeg er stolt af, sammen med dem. Vi talte om hende og forløbet med ALS. Vi talte om hver vores veje. Nogle er midt i overgange mellem det, de har lavet i mange år, og noget nyt, som er svært at vide lige nu, hvad er. Nogle har fundet tilbage til det, de var, før de blev coaches men på en ny måde. Jeg tror, vi alle forandrede os under den uddannelse. Den har været skelsættende. Vi drak bobler og snakkede og det, jeg sad tilbage med, da de var gået var, at vi alle var meget nemme at genkende. Selv efter så mange år. Humoren, alvoren, fagligheden. Tøjet, håret, skoene. Og at vi alle har flyttet os. Vi fik sagt farvel til Helle, jeg savner hende. Men vi fik også sagt goddag til hinanden så åbent, man kun kan, når man har mødtes et sted midt imellem før og efter. Tak til jer Camilla, Heidi, Nanna og Søs fordi I tog jer tid til at hjælpe mig med at sige farvel til Helle og goddag til jer. Og tak til jer, der læser med. Kys det nu for fanden, det der satans liv <3
Comments