Engang var jeg på besøg hos Thomas Kadziola (ham med Dodekalitten). Han viste mig rundt i sit værksted og fortalte, som han nu gør, om græsk mytologi, lollandske røverhistorier, børnesange, nordiske guder og Bibelen i én stor og i det øjeblik fuldstændigt sammenhængende pærevælling. Jeg nævnte i en bisætning, at mine forældre er Jehovas Vidner. At jeg voksede op med fødselsdage, dåb, jul og familiebesøg. Og at det stoppede, fordi først min mor og så min far blev døbt som Jehovas Vidner. Der var jeg 14. Det var ikke et statement, det var bare en konstatering. Thomas Kadziola stoppede op, holdt en sjælden pause i sin fortælling, kiggede på mig og sagde: ”Dét er din vigtigste historie, den skal du skrive.” Og selvfølgelig tænkte jeg, dét kommer ikke til at ske. Hvorfor skulle jeg det? Mine forældre har jo ikke slået hånden af mig. De har formået at balancere det, troede jeg. Siden er jeg blevet klogere. Jeg har lyttet til podcasts. Set dokumentarer, der forklarer mekanismerne i en sekt. Og gradvist har jeg fået øje på et mønster, jeg aldrig har set før. Mine forældre er blevet væk. De forholder sig ikke til os og det, vi laver (når jeg skriver ”vi” gælder det både mig, mine børn, mine søskende, deres børn, deres egne søskende og deres børn). Ja, det er alle os, der ikke er Jehovas Vidner, alle os der ”bare” er familie. Konsekvenserne, som jeg ikke har set på før, tårnede sig op, da jeg begynder at undersøge, hvad det i virkeligheden betyder at være medlem af en sekt som Jehovas Vidner. Og det er skræmmende. Prøv selv at kigge på www.jw.org, se deres videoer. Mennesker i oplyste Danmark ja sågar mine forældre, der begge er fra lavpraktiske håndværkerhjem i 2730 Herlev, sidder og ser på det shit. De viser tegnefilm for deres børn, der vækker skyld og skam i dem fra de er helt små. ”Hvad tror du Jehova ville tænke, hvis han vidste, at du ….”!. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg kan heller ikke holde ud, at jeg selv har været så lang tid om at se det. Mine pæne forældre har holdt facaden, og jeg har hjulpet ved ikke at stille spørgsmålet; Hvorfor er vi ikke så vigtige mere? For et par år siden kontaktede jeg Camilla, som jeg har læst Litteraturvidenskab med engang. Jeg huskede, at hun er vokset op med Jehovas Vidner. Vi begyndte at skrive breve til hinanden om at leve i skyggen af Jehovas Vidner. Hun har mistet kontakten til sine forældre og sin bror i dag, de er blevet i sekten. Vi skriver om at skabe sit eget liv uden det fundament en familie er. Om at ”opfinde” jul og fødselsdage, så det ser ud af noget, selv om bedsteforældrene ikke deltager. Om at finde sine ben i livet på egen hånd. Brevene bliver nu til en bog. Du havde ret Thomas, det ER den vigtigste historie, jeg kan skrive (lige nu). Den er ikke kun vigtig for mig, den er vigtig for alle dem, der mister deres fundament. Alle dem, der også bliver manipuleret, så de tror, at virkeligheden er en anden end den, de oplever. Mine forældre (som jeg flere gange har forsøgt at tale med) husker det ikke som mig. De synes, vi har set hinanden meget. De husker ture med mine børn. De har billeder af dem, da de var små. De vil dokumentere for mig, at jeg tager fejl. Det er pisse hårdt for nu at sige det lige ud. Jeg udgiver bogen, mens jeg stadig kan have en samtale med dem om det. Mens vi stadig kan blive klogere. I princippet. For det er ikke muligt at tale med mennesker, der benægter, omskriver, negligerer. Mine oplevelser gælder ikke. Jeg har gjort mig umage for at beskrive denne skizofrene, sitrende, flimrende virkelighed, som jeg først nu er i gang med at se. Det er ikke kønt, men det er vigtigt.
Se Peoples udgivelseskatalog her (vores bog er på side 96): People's / januar-juni 2025 by People's - Issuu
”VIDNER – i sektens skygge”
af Helle Bertram og Camilla Tulstrup
Udkommer på Peoples og Mofibo juni 2025 Redaktør Signe Amtoft
Comments